Juglans regia.
Et stort træ der kræver en stor have eller en stor gårdsplads. Dyrkes for nødderne skyld, men er også et smukt træ der kan blive mange hundrede år gammelt. Har vellugtende blade. Podede træer kan bære frugt før de er 10 år, mens frøformerede træer ikke bærer nødder før de er 10-15 år gamle. Træet er selvbestøvende.
Den spiselige del af nødden er de to sammenfoldede kimblade.
Westergaards Planteskole specialiserer sig i valnødder og andre nødder.
Størrelse: Højde op til 20 m, bredde op til 15 m.
Sol/skygge: sol
Jordbundsforhold: porøs, gruset, kalkholdig jord.
God til lerjord, kalkrig jord, almindelig havejord, blæst, duft.
Pasning: Har ikke godt af beskæring. Hvis man vil fjerne generende grene bør det (som for andre stenfrugttræer) gøres i sensommeren, mens træet er i vækst, da træet ellers vil bløde.
Når nødderne er modne og høstes fjernes den grønne skal og frugtkødet, og nødden vaskes og børstes ren. Herefter skal den tørres omhyggeligt (evt. i en ovn). Nødderne kan opbevares i sand, eller i sække i et køligt rum.
Problemer: Valnødder bliver sjældent syge, men kan angribes af bladpletsyge, hvor bladene får uregelmæssige bruge pletter, og frugterne får mørke indfaldne pletter.